Eventuelle underpunkter til denne side ses herunder:

Webansvarlig:webmaster@hanspeterlarsen.dk

Layout: HP Grafik

Jonna Dwinger i POLITIKEN Fredag 7. februar 1997

Labskovs og fællessang

Skindbuksen kan anbefales, hvis man holder af de gode, gamle travere og Marguerite Viby

Aftenens cigaretrygende og ferme pianist hed Hans Peter, fandt vi ud af bagefter. Han gjorde sin entré næsten samtidig med vores forretter, gravad laks samt dampet laks med rejer og asparges. Og det viste sig lynhurtigt, at den mand kendte alle de gode evergreens bedre end sin egen bukselomme. Han var ikke karrig – heller ikke med trillerillerne. Vi sagde skål til hinanden, mens han lagde ud med Marguerite Viby og Hans W.s ”Titte til hinanden”. Den er fra 1932 og Viby i dag 87 år. En gammel sag, vil nogen sige om sangen, men alt er relativt, - ung er den sammenlignet med Skindbuksen, som praler af at være grundlagt i 1728.

Og det var her i det velkendte værtshus og madsted på hjørnet af Kongens Nytorv, min ledsager og jeg sad på træbænken blandt stamgæsterne med ryggen mod væggen, bogstaveligt talt. Vi blev omdirigeret til det, jeg vil tillade mig at kalde for slyngelstuen, fordi vi ikke havde lyst til at dele firemands-bord med fremmede i spiseafdelingen, og vi havde skam bestilt bord. Ikke at komforten er større til højre for indgangsdøren, men herovre er der mørkegrønne plastic-dækkeservietter med guldnavn, et stearinlys samt Brændende Kærlighed (altså potteplanten) på bordene.

Til akkompagnement af  ”Alt var kun en drøm, en stakkels illusion…” lagde min prøvede ledsager den sidste mundfuld af sin gravede laks over på min tallerken og sagde: ”Den er såmænd all right, men meget for sød efter min smag”. Jeg selv havde fået et stykke velkogt, lun laks, noget overpyntet ganske vist og omgivet af rejer og de hovedløse dåseasparges så tynde som en strikkepind, der råber discount og kun er et minus for enhver anretning. Men man kan jo lade dem ligge. Laksen til 65 kr. – samme pris som den gravede – var absolut tilfredsstillende, og så vidt jeg husker dyrest af de såkaldte forretter, der faktisk er en del af husets frokostretter. Men når klokken er slået til middag, synes jeg egentlig, at syltede sild – eksempelvis – er malplacerede. Nok om det. Vi smagte igen på den absolut akceptable chilenske ”miljøpris”-rødvin til 150 kr. med en etikette af hus- og stamkunstneren Dag Aronson, alt mens pianisten gav vores humør en gang lak.

Nostalgiske toner

Skindbuksen er en brunt-i-brun oplevelse, brune paneler, brune borde, brune bænke rundt langs væggene, murstensgulv i en snavset gul farve og en gammeldags skænk/bar, hvor en cappuccino-maskine dog har sneget sig ind. Den bestæber sig på at virke ældre end sin alder, og hvis vores besøgsaften er typisk, må man sige, at også gæsterne har ungdommen bag sig. Så pianisten – og nu kom Skånes nationalmelodi, ”Jeg har boet ved en landevej” – han ved helt præcis, hvad hans publikum kan lide. Og så gik vi tur i Lunden med Liva og spidsede Munden. Ja, hvor var hun dog pragtfuld, sagde vi til hinanden.

Mennesker er – trivielt sagt – forskellige. Jeg hører til dem, der mener, at spisning bør foregå uden mavedans, uden muzak – Vivaldi såvel som Eternally – og også uden det opretstående klaver. Betragter den form for distraktion som en pestilens. Det samme gør min ledsager. Vi vil bare have lov til at spise og tale med hinanden og kunne høre, hvad vi selv siger.Og hvad sker der så efter en vis tid? Minsandten om ikke vi begge to falder for pianistens nostalgiske toner. Det har noget at gøre med, at alle ansigterne omkring os med ét er blevet smilende, og at der er stille og glad nynnen i krogene. De gamle melodier hører ligesom naturligt til i Skindbuksen, hvor der hverken er smukt eller fint, men ægte på en egen måde. Her står ølkasser stablet op henne ved skænken, her er tjenere med pondus, og menukortene i brunt omslag har fast plads på toppen af klaveret. Og så er her blandet kunst – meget blandet, endda – ikke alene på de brune vægge, men sågar hen under loftet. Nogen må have været i Det Sixtinske Kapel og være blevet inspireret, foreslår min ledsager. Men væsentligst – her er et trofast stampublikum, ægtepar i bedsteforældre-alderen, som nyder en aften i byen, og en stribe modne og (måske) enlige herrer med vejrprofet Vomborgs  halvcirkel-profil, sidste kategori med en øl og en snaps sin behageligt selskab. Og lykkeligvis – ikke en eneste braldrende klaphat-idiot er der i lokalet.

Stegt flæsk og æblekage

Der bliver ikke sat megen fast føde til livs i slyngelstue-afdelingen i Skindbuksen, det er parrene ovre ved bordene med lys og blomster og så os, der alene bruger kniv og gaffel. Og menukortet er jævnaldrende med Vibys ”Titte til hinanden” for ikke at sige ældre. For Skindbuksens specialitet er LOBESKOWES – og de staver det inden døre akkurat som Louise Nimb i sin kogebog fra 1888- genudsendt lige før jul. Hun kalder også retten for ”Poor Man’s Dinner”, velsagtens fordi den var og er velkendt navnlig i Midtengland. 59 kr. er prisen for en virkelig dejlig og meget stor tallerkenfuld, der serveres med rødbeder, hakket persille, groft rugbrød, smør og et par helt unødvendige gulerodsskiver samt Worcestershire sauce. Kan absolut anbefales. Jeg stødte i min portion både på de hele peberkorn og laurbærblade, som fru Nims anbefaler. I samme prisleje er stegt flæsk med persillesovs og biksemad med spejlæg. Ellers byder køkkenet på Skindbuksens bøf med kartoffel-løg blanding – 110 kr. eller det samme som for engelsk og fransk bøf, på svinekotelet, wienerschnitzel, grillet laks og stegt fiskefilet. Min gode ledsager valgte den franske bøf, der havde følge af ærter og pommes frites, desværre den industrielle version. Lavet af kartoffelmos. Og med en forsinket undskyldning. McDonald, der lige nu trænger til et venligt ord, selv de synker ikke ned i de mosede dybder, men bruger altid rigtige kartofler. Væsentligere: - Skindbuksens franske filet’en var både med smag og mør.

Omsider holder pianisten en velfortjent pause og tænder en cigaret, vi følger hans eksempel. Klokken er nu blevet 21.10, og vi bestiller vores desserter –æblekage og pandekage, - for friturestegt camenbert og gammel ost er ikke os. Men nej, der skulle ikke blive nogen bukser af det skind!

”Køkkenet lukker klokken 21”, siger vor tjener strengt. Vi må nøjes med kaffe (12 kr. koppen), og minsandten – drikker den under fællessang fra et omdelt, fotokopieret hefte, og vel tidligt lader våren gå gennem Nyhavn. For der er rusk og minus (ulæseligt) grader udenfor. Så vi tillader os at trøste ganen med et lille glas, som vi holder udenfor middags-regnskabet. Det siger 473 kr. Rimeligt. Bemærk dog – en middag kan gøres langt billigere, en labskaus, en fadøl og en kop kaffe koster 94 kr.

Køkken-niveauet i Skindbuksen er svingende og faktisk kun til to og en halv hue, men den gode LOBESKOWES og pianisten og den ægte og glade værtshusstemning stemmer sindet blidt, så vi runder op til de tre.

Restaurant Skindbuksen

Lille Kongensgade 4, K.

Telefon: 3312 9037

Åben daglig fra kl. 11, hverdage til 24 og 01, søndage til 20.

Køkkenet lukket 21.

Bordbestilling en fordel.

Artiklen ledsages af et billeder (taget dagen efter, viser ikke mig men en kollega) med teksten: Pianisten spiller og gæsterne i Skindbuksen nynner med mellem retterne og øllerne.

Webansvarlig:  webmaster@hanspeterlarsen.dk   Layout HP Grafik  Senest opdateret 29-07-2010